Samtalens arkitektur

Kender du det når du føler dig uovervindelige, fordi initialerne fylder skærmen og mikrofonen er muted, så der er formet en hel verden mellem dig og dine problemer. At opvokse i en digital verden medfører at afstanden mellem dig og dine problemer distanceres, og du kan gemme dig væk bag en skærm, man kan konfrontere eller ignorer. Den iscenesatte virkelighed medfører at de digitale samtaler får tendens til at tage en drejning, som er præget en negativ tone og en modig opstillet facade. Man holder ikke den negative tone igen, når man gemmer sig væk bag den digitale skærm, for man får ikke respons i form af individets reaktion og kropssprog, hvilket medfører man som menneske har svært ved at føle dårlig samvittighed.

Vores samfund bliver teknologiseret og man bliver mere og mere afhængig af internettet, sociale medier og virtuelle ender. Men forestil dig, hvis menneskeheden bliver så bundet til teknologien, at det tager overhånd.  De sociale relationer mellem mennesker bliver udskiftet af de sociale medier, som vil spille en altafgørende rolle for udviklingen af ens identitet. Corona krisen har taget en drejning på teknologien og samfundet er tvunget til at mobilisere sig efter omstændighederne. Det er blevet samfundets nye norm at deltage i virtuel undervisning, isolation eller at have en håndsprit i tasken. Imens pandemien fylder verden, må vi stå sammen i det ny-moderne teknologisk samfund, med en hverdag bag skærmen.

 

Skærmen er sort “hallo” siger jeg, intet svar. Jeg prøver igen “Rachel er du der?” spørger jeg og et halvhjertet “jaja” bliver fremtvunget, men stadig intet billede. “Skal vi gå i gang med opgaven” siger jeg naivt for at komme i gang. Det presser mig, hvor meget vi skal nå de næste par dage, vores lære glemmer hvordan nogle tager skole mere seriøst end andre og hvordan virtuel undervisning er demotiverende for typer som Rachel. Jeg har oplevet det før, hvor kommunikationen går død mellem to personer over nettet, men det er slemt med Rachel, hun svarer mig ikke og deltager ikke i det vi skal lave. Vi skal lave en vigtig præsentation de næste par dage og indtil videre har hun lavet nul og niks, jeg har fået nok. Jeg sidder efter den katastrofal time og prøver at formulere i mit hoved hvad jeg kan være bekendt at skrive, men i princippet kan det jo være ligegyldigt, det er jo bare en besked. “Hej Rachel, jeg er træt af du aldrig deltager i timen og i vores gruppe arbejde. Vil du godt tage dig sammen og deltage aktivt når det omhandler og går ud over andre end dig selv :-( ” Det er nemt at gemme sig bag en skærm og sætte en facade op og komme med kritik, der som regel fremgår mere voldsomt over besked, fordi man ingen filter har. Ved beskeder bruger man blandt andet Emojis som det nye følelsesregister. Magtforholdene kommer i spil, fordi afsenderen har magt over modtageren som i dette tilfælde er Rachel, fordi det er afsenderen der bestemmer samtalens handling. 

 

Der er nu gået 4 timer siden jeg skrev til Rachel, jeg begynder at bekymre mig om hendes feedback på min holdning, jeg ligge og scroller igennem mit Instagram feed, da jeg bliver ringet op af Rachel. “Hej” siger jeg tøvende, “Hej Mia, det er bare fordi jeg synes det er helt forkert at skrive til mig på den måde, du ved ikke hvad jeg går igennem lige nu og hvorfor jeg deltager mindre end normalt” normalt tænker jeg, har hun nogensinde været aktiv i timen. Hendes stemme knækkede over, men hun fortsætter. “ jeg kan godt se det er træls, men du må bare lige forstå” siger hun, bevidst om hvad hun siger, som om hun har øvet det et par gange før hun ringede. Det kom bag på mig hun ringede og så på den måde, det var jo hendes skyld det hele. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men fik alligevel formuleret mig frem til at sige “nå, det er jeg da ked af at høre, men det er bare træls at sidde med alt selv”, der skete ikke så meget mere end et hej hej og ha en god aften, hun havde vidst ikke øvet sig på et modsvar. Gad vide hvordan det bliver i næste time, vil hun deltage og hjælpe mig med fremlæggelsen. Her udlignes magtforholdene, fordi Rachel bliver den nye afsender og skaber en dialog med Mia som er modtageren. I en telefonsamtale bliver der skrællet et mere lag af, og afsenderen kommer langsom tættere ind mod den personlige backstage. I stemmen kan der aflæses, hvordan personen på den anden side af skærmen udtrykker sine følelser, holdninger eller begejstringen. 

 

Det er blevet morgen efter og jeg logger på min computer, jeg er træt og små forvirret over min og Rachel samtale i går. Efter en hurtigt navneopråbning, ringer jeg hende op. Hun har kamera på, så må hun alligevel have hørt på mig, fedt tænker jeg. “Hej, skal vi gå i gang” siger jeg friskt, hun kigger op fra den telefon, jeg kan skimte hun kigge på ud af øjenkrogen. “Fint med mig” svarer hun små gnavent. Jeg begynder på opgaven og snakker højt for at høre hendes tanker om min ide, hun svarer ikke og hun har stille fundet vejen over i hendes seng. Jeg er overrasket over kameraet stadig er på, jeg kan mærke det går mig mere og mere på, jeg har en monolog med mig selv, jeg gider hende ikke mere. “Rachel vil du ikke godt være sød at deltage” siger jeg mildt. Hun unmuter sig og kigger op “Jeg kan simpelthen ikke i dag, jeg har for meget i tankerne” får hun formidlet. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, for hun er ikke min veninde, skal jeg blande mig i det? Jeg kan se hvordan hendes ansigtsudtryk ændre sig, hun holder tårerne tilbage. Jeg får det dårligt indeni, hun har det faktisk dårligt “undskyld, det er bare helt iorden, sig til hvis jeg kan gøre noget” får jeg sagt med medlidenhed i stemmen. Jeg kigger en ekstra gang på hende da hun tørrer en lille tåre væk fra kinden. Jeg laver vores præsentation færdig og skriver lavet af Rachel og Mia. Den teknologiske verden bliver mere oprigtig, fordi du i et videoopkald kan hører det andet individs stemme, se deres ansigtsudtryk og kropssprog, hvilket medfører mere medlidenhed og sympati. 

 

At være født i en teknologisk verden medfører at vi som børn skal opdrages i hvordan man opfører sig på de sociale medier, for det er nemt at skrive grove beskeder eller iscenesætter en kunstig udgave af sig selv. Man skal huske at nogen opslag er selviscenesat på de sociale medier, som kan være deres kunstige frontstage og fake news. Vi skal derfor som mennesker huske forskellen på den teknologiske- og den reelle verden. Vi skal lære hvordan vi som individer, skal kunne vise omsorg for andre mennesker og være opmærksom på, at der bag skærmen sidder et levende medmenneske med oprigtige følelser.