Samtalens arkitektur - Victoria og Sigrid

 

Samtalens arkitektur

 

Siden menneskets oprindelse har der eksisteret kommunikation mellem individerne, hvilket stadig findes den dag i dag. Kommunikation forekommer i mange former såsom nonverbal kommunikation der er udveksling af signaler og meddelelser gennem kropssprog. Dette kunne være krops- og øjenkontakt, ansigtsudtryk, gestikulationer og kropsholdning. Udover kroppens sprog, findes den verbale kommunikation, hvor samtalen og dialogen hører til. Samtalen består af en dialog mellem 2 eller flere parter, som udtrykker sig til hinanden. På normal vis vil samtalens arkitektur udarbejdes efter de såkaldte samarbejds- og høflighedskriterier, da dette medvirker til en ligeværdig og symmetrisk samtale. Som en modsætning til denne kan en samtale dog også være asymmetrisk, hvor den overlegne part påtager sig en kontrollerende rolle og dermed dominansen. Magt tildeles naturligt til den person, som formår at konversere på bedst vis. Men hvordan konstrueres samtalens arkitektur til ens fordel, så man overtager dominansen i dialogen. Er denne magt altid synlig og fremtrædende og hvad fortæller disse samtaler egentlig om os som personer, vores roller og indbyrdes forhold til hinanden? 

 

Mange kan nikke genkendende til, når man er en del af en samtale, som pludselig tager uventet drejning. Man kan sidde tilbage med følelsen af ydmygelse og nedværdigelse. Uden at bemærke det er man pludselig blevet den undskyldende part af dialogen, hvor den modsatte part har påtaget sig magten i samtalen. Men er det muligt at få magten i en relation gennem en samtale? Jeg husker selv min mors erindringer om de samtaler hun, som sygeplejerske, har skulle tage del i. Trods det etiske regelsæt der modsætter sig lægens magtmisbrug overfor sygeplejersken, har min mor ofte skulle deltage i dialoger, hvor magtforholdet eksisterer. Dette hierarki kommer blandt andet til syne i følgende samtale: ”Find hjertestarteren omgående, han skal stødes!” I dette eksempel afgiver lægen en ordre i den kritiske situation, hvorimod sygeplejersken opstarter en faglig diskussion som er i patientens bedste interesse, da hun siger: ”Men det er da ikke nødvendigt endnu, hans hjerterytme er-”. Her afbrydes hun af af lægen, og samtalen tager form: ”Søde, lille sygeplejerske, nu spørger jeg dig igen. Er det dig eller mig, der har et 8-årig medicinstudie og p.hd. bag sig?”

”Dig”

”Og er det så mig eller dig, der har gået på en simpel 3-årig uddannelse, som handler om hvordan man trøster de pårørende, eller skifter patienternes ble?”

”Jeg henter hjertestarteren nu”

”Det var på tide”

Det første der springer i øjnene i den ovenstående dialog, er den rollefordeling som skaber sig efter sygeplejerskens forslag og indvendig. Gennem en transaktionsanalyse står det klart, at lægen griber forældre-rollen og dermed griber kontrollen i samtalen. Lægen henvender sig nedladende til sygeplejersken ved at omtale hende med ord såsom “søde, lille”. Herudover forventer lægen ingen intellektualitet ved samtalepartneren i sætningen “hvordan man trøster de pårørende, eller skifter patienternes ble.” Herfra placerer lægen sygeplejersken i rollen som barn og mindreværdig, hvilket påfører ham magten i samtalen. Sygeplejersken opretholder høflighedskriterierne i en samtale ved at søge enigheden og forbliver derfor selv i rollen, trods det faglige og kritiske argument, som hun fremfører. Da lægen afbryder, opretholder han modsat ikke de almene samarbejdskriterier i en samtale om turtagning eller lige taletid, hvilket også placerer ham som overlegen og med herredømmet i samtalen. Dette eksempel fremviser os muligheden for at få dominansen i samtalen. De hurtige og hårde formuleringer ændrer på forståelsen af både os selv og andre. På få sekunder kan en part opfange magten i samtalen og som resultat af dette, kan den anden part korrigeres fra intellektualitet og selvtillid til en mere inkompetent og adlydende skygge af sin egen person. Samfundet har normer om samarbejds- og høflighedskriterier, der kan påføre os til en undertrykt rolle i samtalen, når de personer der formår at kreere en asymmetrisk samtale griber magten. Lægen og sygeplejerskens samarbejde består af et fagligt hierarki men ifølge etiske regler, burde ingen af parterne have den overordnede magt. På trods af dette portrætteres en tydelig asymmetrisk samtale med en part som kontrollerer og dominerer samtalen. Det kan være en skræmmende tanke, at i et forsøg på at følge normerne om høflighed og samarbejde i en samtale, kan man blive overbemandet og få frataget retten til at deltage tilstrækkeligt i dialogen. Men lægen og sygeplejersken udøver deres samtale i et hierarki, hvor magt naturligt vil have en indflydelse. Der eksisterer derfor samtaler med tydelig og synbar magt, men findes der også en form for dominans i de helt almindelige hverdagssamtaler med venner og bekendte? 

 

Magten i samtalen er ikke nødvendigvis altid iøjnefaldende og en fremstilling af dette kan findes i Skjold og Isabel - det første break-up. Her præsenteres vi for de centrale personer Skjold og Isabel, som er to københavnere i deres ungdomsår. Vi følger de to unge mennesker i tiden efter deres break-up, men det virker ikke som om, at ønsket for denne opløsning af kæresteforholdet er gensidigt. Denne fornemmelse etableres, da Isabel træder ind af døren, hvor hun til Skjolds store overraskelse, har barberet alt sit hår af. Skjold efterlades forbavset og kvitterer med svaret: “Hvordan fuck, hvorfor fortæller du mig aldrig sådan noget?”. Skjold er derfor uvidende omkring denne beslutning, som Isabel har truffet på egen hånd og det fremstår tydeligt, at han er skuffet og nedtrykt over, at Isabel ikke har fortalt ham om dette, da hun er meget betydningsfuld for ham. Det kommer derfor til syne, at Skjold stadig har følelser for Isabel, mens hun løsriver sig fra det tidligere parforhold ved at søge friheden og heriblandt klippe sit hår af uden at vende hendes overvejelse med Skjold. Blot ud fra dette, kan man derfor udlede, at Isabel har en form for dominans i deres forhold. Herudover forsøger hun også at skaffe bekræftelse fra Skjold omkring hendes beslutning, da hun siger “Men jeg har en meget pæn hovedform, har jeg ikke?” og “Er jeg ikke lækker?”. I første citat indleder Isabel med en holdnings- og følelsesudtrykkende sproghandling ved at ytre hendes positive syn på beslutningen. På denne måde påtvinger hun nærmest Skjold hendes holdning, da det er besværligt at tilkendegive sin egen mening, når spørgsmålet er formuleret på denne måde. Herudover er Skjold er ovenikøbet forholdsvis tavs og mundlam, hvorfor han ikke svarer hende på ovenstående spørgsmål, og dermed vinder han ikke kontrollen i samtalen. Isabel forsøger dog fortsat at skaffe bekræftelse ved at stille et yderligere spørgsmål som lyder: “Vil du da hellere have haft, at jeg ikke har gjort det? Det tror jeg ikke. Jeg synes det er meget sejt.”. Da hun igen fornemmer, at Skjold ikke er entusiastisk eller enig med hende, tager hun sagen i egen hånd og svarer på hendes eget spørgsmål med endnu en holdnings- og følelsesudtrykkende sproghandling. Grundlaget for Isabels egen besvarelse af hendes spørgsmål er et forsøg på at undgå at tabe face, da det vil svække hendes dominans i samtalen og dermed også hendes overlegne position i deres forhold. Herudover er det vigtigt at bemærke, at ovenstående samtale er ikke fiktion men er observeret i det virkelige liv, hvor man inddrages i personernes backstage. Det vil sige, at denne samtale er yderst virkelighedsnær, og at sådanne samtaler med usynlig magt faktisk eksisterer i den reelle verden. Gad vide, hvor ofte man er en del af en sådan dialog, hvor kontrollen ikke tilhører én selv uden, at man bemærker det? Sandsynligvis oftere end man tror, da man skal dykke ned på et dybere plan for at opdage magtfordelingen. Skjold og Isabels samtale er derfor et eksempel på, hvordan dominans ikke nødvendigvis springer i øjnene, men herimod er sløret, indtil det er identificeret. 

 

Sprog er derfor et essentielt og vigtigt værktøj i forhold til magtfordelingen mellem personer i samtaler. Som illustreret ovenover kan disse magtforhold spores overalt, for eksempel i skolen, på arbejdet, til fritidsinteresser og selv endda i vores eget hjem. Denne dominans som kan finde sted i dialoger, kan springe i øjnene som vi ofte ser i samtaler, hvor der indgår autoriteter, hvilket skaber et hierarki. Et eksempel på tydelig dominans ses i samtalen mellem sygeplejersken og lægen, hvor sygeplejersken undertrykkes af den overlegne part, lægen. Magt behøves dog ikke nødvendigvis at være fremtrædende, men selvom man ikke lige umiddelbart kan genkende et magtforhold, så kan det stadig være til stede. Dette er Skjold og Isabels dialog et eksempel på.