Samtalens arkitektur - Rosa, Malie og Carl-Emil

 

Magtforhold og dets mange ansigter

Når jeg i mit hoved reflekterer over mange af de samtaler, som jeg har haft, kommer jeg ofte frem til en ting: i nærmest enhver samtale opleves magtforhold. Om det er mig, som har magten i samtalen, eller om det er den anden part, føles det nærmest uundgåeligt. Jeg tror, det er noget, alle oplever, da det nærmest er blevet en struktur i samfundet, at der indgår et magtforhold i mange samtaler. Det er at finde i alle afkroge og afskygninger af samfundet - om det er i skolesystemet, den amerikanske politiske scene eller et helt tredje sted. Magtforhold kan have mange ansigter. Men hvordan udspiller disse magtforhold sig rent faktisk i det virkelige liv? Hvorvidt sker det, at man udnytter sin magtposition til ens egen fordel ved brug af samtalen?

I en telefonsamtale mellem Donald Trump og Georgias udenrigsminister, Brad Reffensperger, kommer disse magtroller tydeligt til udtryk. I den en time lange samtale tigger og beder den amerikanske præsident sin med-republikanske partifælle om at overdrage omkring 11.000 stemmer i hans favør, så han kan vinde staten. En samtale, der i høj grad graver grøfter. Samtalen er præget af handlingsregulerende sproghandlinger, hvilket i høj grad kan tolkes som magtmisbrug. Dette kan ses ved citatet: “So look. All I want to do is this. I just want to find 11,780 votes, which is one more than we have. Because we won the state.” Her er det tydeligt, at Donald Trump med isnende kold stemmeføring mellem linjerne vil have Brad Reffensperger til at hjælpe ham med at finde de stemmer, han mener, er hans. Han beder ikke direkte udenrigsministeren om at overdrage stemmerne, men mellem linjerne - indirekte - gør han, da han nævner, at det eneste, han ønsker, er at finde de 11.780 stemmer. På den måde bliver udenrigsministeren tvunget til at respondere på Trumps ønske. Citatet og samtalen generelt lægger op til, at Reffensperger skal fjerne stenene på Trumps vej og hjælpe ham, så han kan finde stemmerne, grundet Trumps handlingsregulerende sprog.  

Det er dog ikke den eneste måde, hvorpå samtalens struktur bliver påvirket. Høfligheds- og samarbejds kriterierne bliver langsomt nedbrudt gennem denne magtmisbrug anklagede- og ethos-tunge samtale. Trump indleder samtalen på høflig vis med “OK, thank you very much. Hello, Brad and Ryan and everybody. We appreciate the time and the call (...)”, men langsomt udvikler samtalen sig til at være ophedet. Sætningerne bliver afstumpede, og diverse hårde og negativt ladede styrkemarkører præger i højere grad samtalen. Undervejs truer Trump også indirekte Reffensperger. Han gør ham til grunden for, at færre vil stemme ved det kommende valg, og det ville blive “really respected, if this can be straightened out before the election.” Dette eksempel viser atter, hvordan Trump i høj grad implicit gør brug af den handlingsregulerende sproghandling. Han tyer til dette, da hans facework har fejlet, og han har tabt ansigt overfor Raffensperger. Raffensperger svarer nemlig tilbage på Trumps krav med hans sydlandsvarme stemme ved at gøre brug af den informerende sproghandling - simpelthen bare ved at pointere over for Trump, at det, som han insinuerer, er ulovligt.

Men ulovligheder og nedbrudte høfligheds- og samarbejdskriterier er ikke det eneste Trump anvender sig af. Hr. Trump fremfører også en informationsudvekslende sproghandling, når han fremlægger urimeligt data. Trump informerer med en lidt vrissen tone, at “You also have a substantial numbers of people, thousands and thousands(...) were told they couldn’t vote because a ballot had been put in on their name” og kommer gentagne gange med nye data, der oplyser den forfærde sag. Han fremfører blandt andet, at der var flere dropboxes, som ikke var blevet leveret til tiden, og hermed kunne der være sket fusk under afsendelsen eller en lang række andre begrundelser fra Trumps faktajungle. Trump klargjorde det særdeles tydelig for Raffensperger at “The bottom line is when you add it all up(...) you know, 300,000 fake ballots” hvilket betyder ud fra alle Trumps forklaring at de nu er nået “many, many times above the 11,779”, hvilket tydeliggøre Trumps anvendelse af sproghandlingen informationsudvekslende. Dog kommer denne sproghandling også til udtryk fra Raffensperger side, da han svarer Trump igen med, at de 5,000 stemmer egentlig kun drejer sig om to, og derefter dykker Trumps valide information og magt over samtalen drastisk ned ad.   

Telefonsamtalen sætter refleksionsapparatet i gang og i særdeleshed om, hvor mange mennesker, der egentlig udnytter deres magtposition. Måske er dem, som sidder på toppen af kransekagen mere tilbøjelige til at udnytte den position, som de er I? Når man råder over så mange mennesker, som eksempelvis den tidligere præsident Donald Trump gør - og har gjort - kan ens plads på toppen af hierarkiet måske gøre én mere tilbøjelig til at handle ud fra egen intention. Når man råder over mange mennesker og har en stor formue bag sig, har man et hav af muligheder for at påvirke folk både direkte og indirekte, hvilket ses i telefonsamtalen. Her hersker der nemlig et tydeligt magtforhold mellem Donald Trump og Brad Reffensperger. Trump har en hensigt med samtalen, hvorimod Reffensperger er modtageren, som responderer og har en kritisk tilgang til Trumps konstateringer og implicitte forventninger til samtalen. 

Når Reffensperger jernhårdt kritiserer Trumps konstateringer røven ud af bukserne, bliver magtforholdet vendt på hovedet. Trump går fra at have kontrollen og være i besiddelse af et tydeligt mål med samtalen til at være den underkuede som ikke får sit budskab igennem. Dette er et godt eksempel på, hvordan samtalen kan ændre sig undervejs, som følge af hvordan samtalens ene part responderer på den anden part. Samtalens udvikling er altså præget af den rolle, man enten påtager sig eller bliver givet, og hvordan man forholder sig til den magt samtalen kan være under påvirkning af.

Men hvad er et samfund uden roller af magt egentligt? Og mere væsentligt - hvad er en samtale uden magtforhold? Der findes tre appelformer ifølge Aristoteles: logos, etos og patos. Hvis der opstod en samtale uden magtforhold, ville den anden nævnte appelform, etos, i en vis grad blive negligeret. Etos siger noget om troværdighed, og det kan til en vis grad debatteres, om den med mest magt i samtalen ikke også udstråler og, ikke mindst, appellerer mest til etos. Og ydermere, så er vi også et samfund, som er bygget op på, at nogle folk har mere magt end andre - både som de har tilegnet sig eller just har fået fra naturens side. Men hvorfor skal dette så ikke også afspejle måde, hvorpå vi samtaler? Det forekommer vel alt andet end naturligt, at to parter i en samtale burde have lige meget magt. For er det så i realiteten tale om magt? Der er vel et behov for, at en part så at sige tager styringen så at sige. Og omend han eller hun så vælger ikke at lytte og anerkende samtalens anden part, må den anden part så tage styringen. En samtale er jo mellem flere mennesker, så der er vel i princippet altid et andet menneske, som har mulighed for at tage magten. Dog kan det måske være svært at stå op over en, som tidligere har taget magten i samtalen. Og nok i særdeleshed, når der er tale om en, som udstråler en høj grad etos. Men det kan lade sig gøre, for det ser vi jo i samtalen, at den amerikanske præsident - en stilling som i hvert fald udstråler benhård etos og magt - bliver sat på plads af den Georgias udenrigsminister. Men en stilling som værende Georgias udenrigsminister udgiver også etos, og når vedkommende ovenikøbet også udfylder diverse høfligheds- og samarbejdskriterier og undlader at tabe face trods den anden parts handlingsregulerende- og holdningsudtrykkende sproghandlinger, udstråler vedkommende is i maven og overskud. Og dermed måske også at være den som reelt har magten i samtalen. Så måske magtforholdene i en samtale i højere grad er prægede af parternes reelle sprog og måden, de bruger den på, end hvilken rolle og hvor meget magt de i samfundet. Og måske dette er grundlaget til, hvorfor magtforholdene ikke kun er væsentlige, men i visse tilfælde også svære at aflæse i samtaler. For magtforholdene har mange grene af sig.

En samtale kan altså lægge ramme om mange ting. Diverse sproghandlinger, appelformer og forskellige tilgange til selve samtalen er med til at lægge rammen for måde, som magtforholdene udspiller sig. Det kan variere, hvordan man forholder sig til samtalens struktur. Om man er kritisk, kompromissøgende eller medgørlig. Magtroller findes og kan danne strukturen for mange samtalers konstellation og udvikling. Og i hvilken grad magtforholdene bliver brugt, er svært at sige. Men en ting er stensikkert: magtforholdene har mange ansigter.