Samtalens arkitektur - Rigmor og Salka

 Samtalens arkitektur

Kender du det, hvor man sidder i bussen og overhøre en samtale fra naboen som sørger for du ved noget om hendes privatliv uden at spørge om det?

Klokken er 17:30, det regner udenfor, bussen er lige ankommet til busstoppestedet. Jeg sætter mig ind med høretelefoner på, velvidende om at de er løbet tør for strøm, men jeg tager dem på alligevel for at ligne alle de andre i bussen. Bagved mig sidder en højtalende kvinde som ikke er bleg for at tage sin telefonsamtale højt i bussen. Hun snakker med hvad jeg vil tro var hendes veninde, man kan fornemme de har snakket lidt inden jeg stod på. Det er tydeligt, hun har noget på hjerte, hun fortæller nemlig personen i den anden ende af røret om, at hun er blevet gravid og hun spekulerer over hvem faderen kunne være.

Dette er et eksempel på en sproghandling i middle region, da personen tager sin private situation ind i det offentlige rum. Hun både iscenesætter sig selv i frontstage, mens hun deler ud af sit backstage i hendes telefonsamtale som andre frit kan lægge ører til. I sådan et eksempel er det spændende at kigge på face og selviscenesættelse, da vi ofte ikke vil tabe ansigt og vise de uperfekte sider af os selv. I denne sammenhæng har der tidligere været debat om hvorvidt vi unge mennesker deler for meget af os selv. Det kan være grænseoverskridende for især ældre mennesker som er vokset op i et forum hvor man ikke deler ud af sine følelser eller andre ting fra privaten, så at sidde i en situation i f.eks. en bus hvor unge ofte råber højt om gårsdagens vilde fest og snakker i et vulgært og fremmedsprog og det er da også sket at unge har fået kritik af de ældre for hændelser som disse i ny og næ.

Kender du så det hvor du sidder i bussen, og en gruppe unge kommer ind og sætter sig tæt på dig - tager billeder og videoer til deres venner på samtlige medier og du derfor føler dig ubehageligt tilpas, fordi du ikke ved hvor eller hos hvem du bliver sendt ud til.

Jeg satte mig bagerst i bussen, fordi jeg helst ikke ville ses. Bussen holder ind og jeg ser en gruppe unge stå på. Larmen fra de unge mennesker fylder bussen, sekundet de træder på. De sætter sig med et sædes mellemrum til mig, måske de er på vej til fest? Jeg kan ihvertfald hører poser der klirrer. Jeg kigger ud af vinduet, prøver at abstraherer for deres snak om pigen fra klassen med de “falske” Instagram følgere. De sidder alle med telefonen. Måske de tager billeder? Jeg ser en af dem tage en video hvor han drejer telefonen rundt, måske han vil vise han laver noget sjovt, så dem derhjemme ved hvad de går glip af. Ud af øjenkrogen ser jeg at telefonen spejler mit ansigt, og jeg begynder at røre på håret, se om det kan skjule mig lidt.

I dette øjeblik er det tydeligt at der opstår forskellige roller og magtforhold, og at det ikke kun er sproget der styrer situationen men dermed med handling. Her har personerne med de aktive telefoner magten, da de kontrollerer samtalen og hvad som bliver vist til dem udadtil på de sociale medier nemlig på deres frontstage. Personerne som bliver optaget kan også føle afmagt da, man kan føle sig udstillet af at blive filmet og måske føle sig for usikker til at kunne sige noget til en flok højtråbende, halvfulde unge drenge. Et andet eksempel på magt og afmagt er når kontrolløren træder ind i bussen. 

Jeg sætter mig ind i bussen på vej i skole. Jeg sætter mig ind i midten af bussen, hvor jeg altid sidder. Efter 2. stop kommer en flok unge mennesker ind som også er på vej i skole, samt to buskontrollører, jeg tænker ikke så meget over det velvidende om at jeg har mit ungdomskort. Da kontrollørerne når til mit sæde, viser jeg kontrolløren mit kort. Han spørger mig: “Kan du ikke læse eller hvad” og jeg kigger forvirret på mit kort, som uheldigvis udløb i går. Han kigger på mig som om jeg stikker ham en løgn, og jeg opdager hvordan de andre unge som også er på vej i skole kigger på mig når han hæver stemmen. Jeg får en klump i halsen, mens han smiler skævt til mig og beder om mit cpr nr. til min kommende bøde. Han siger til mig på en lidt flabet måde “du skal købe din billet inden du stiger på” og så vender han ryggen til. 

Her ses der en forskel på magtforholdene. Kontrolløren har magtpositionen og ved samtalen holder han face, mens han får dem han giver bøden til, til at tabe face og give dem et negativt selvbillede. Dette er også et eksempel på en ikke-ligeværdig samtale, da der er bestemte roller som ligger bestemte sproghandlinger til.

Samtale er meget mere end hvad der bliver sagt. Det kan være kropssprog, handling og ansigtsudtryk. Sproget har meget at sige, da det bunder op i kommunikation og anerkendelse, hvis man taber face, kan man mærke afmagt og det kan dermed være med til at definere ens forståelse af sig selv eller andres indtryk. Samtaler er også kontekstbestemte, og selvom busturen ikke umiddelbart føles som et sted hvor samtaler holdes, så giver man bevidst eller ubevidst en vis form for indtryk af sig selv, når man er i et offentligt rum, som bussen. Der findes også forskellige roller i bussen såsom chaufføren, den gamle dame der skal hjælpes ud, den gravide kvinde med barnevognen og de halvfulde unge drenge, og disse roller resulterer i at der kommer en kontekst med forskellige samtaler og magtforhold. 

Men hvorfor er det usagte i samtalen, det som fortæller os mest?