Samtalens arkitektur : Nila og Megan

 

 

Samtalens arkitektur

Samtaler udgør uden tvivl et af de vigtigste elementer i livet som et selvstændigt individ, da der sjældent går en dag, hvor man ikke er i mundtlig kontakt med et andet menneske. Evnen til at kunne føre en samtale i en række forskellige situationer er også nødvendig at besidde, blandt andet på en fremtidig arbejdsplads og i offentlige situationer, men også i et skolemiljø, hvor de vante autoriteter er udskiftet. Spørgsmålet er dog, om en samtale i dette miljø ikke bare er ren og skær ordvekslinger? Eller kan denne dialog derimod fortælle noget om magtforhold og sociale roller?

 

Samtalens magtforhold i skolemiljøet kan blandt andet beskrives ved at tage udgangspunkt i en situation, som enhver person har oplevet i sin ungdom. Den velkendte skole-hjem-samtale. På trods af de adskillige samtalers forskelle, kan erindringerne omkring denne intimiderende snak derimod huskes som fuldstændig ens:

Det er februar måned. Frostgraderne har vist sig, og solen er for længst gået ned. Timerne op til dette øjeblik føles ualmindelige lange, og samtidig fyldes ens hoved med tanker omkring lærernes mulige kritik. Men lige pludselig, efter al den nervøsitet, sker det. Dine to lærere åbner forsigtigt den ældgamle fyrretræsdør, og ind træder du med dine svedige håndflader, og din mor gående optimistisk lige i hælene på dig. Samtalen forløber sig efter alle dine forventninger.

Dine to lærere kæmper hver især en stærk kamp, om muligheden for at kritiserer din indsats i skolen så vidt som muligt. Den lange dialog er udelukkende ensidig, og i løbet af dens varighed får du kun 2 gange hvisket et nervøst “det skal jeg nok øve mig på” og “det har i ret i”.

Til en vis grad kan denne typiske skole-hjem-samtale altså være et eksempel på en samtale mellem flere mennesker, hvor magtforholdet i dialogen er tydelige, og der vil ofte være en stor forskel på taletid, men også på rollerne i samtalen. 

 

Til denne dialog vil man opdage, at lærerne ikke altid overholder et par af de samarbejds-kriterier, der ligger til grund for en behagelig og hensynsfuld samtale. Et af de kriterier, som i mange tilfælde bliver overset, er kriteriet angående fordeling af taletid. Under en dialog med et andet menneske er det utrolig nødvendigt, at begge parter er opmærksomme på varigheden af deres taletid blandt andet for at vise interesse og nysgerrighed i modpartens pointer og holdninger. Til en skole-hjem-samtale vil man dog opdage, at denne taletid er særdeles ulige fordelt, da eleven får tildelt en begrænset del. 

 

Et kriterie der derimod bliver overholdt i løbet af denne velkendte samtale, er høfligheds-kriteriet angående at søge til enighed. Til en skole-hjem-samtale vil lærerne ofte forsøge at nå til en vis enighed omkring deres pointer. Dette gøres blandt andet ved at give den enkelte elev muligheden for at komme med ideer til, hvad der kan forbedre personens indsats i skolen. 

 

Men kan magtforholdene i skolemiljøet kun findes til en såkaldt skole-hjem-samtale, eller kan disse forhold derimod være til stede i andre situationer? 

I løbet af det lange skoleliv vil alle skoleelever nemlig opleve at befinde sig selv i en situation, hvor roller og magt allerede forinden er blevet bestemt. Nemlig den frygtede eksamen. 

Til en eksamen oplever man adskillige ting, som kan være med til at påvirke det endelige resultat. Man ryster og er uden tvivl klar over, at man bliver vurderet på det, man når at fortælle.

Til eksamen er det også klart, at læreren og censoren har magten, da det er dem, som skal foretage den endelige vurdering af eleven og dermed afgøre elevens karakter. Den enkelte elev vil derfor ofte være i ”frontstage”, da personen er indforstået med, at hver eneste sætning kan have store betydninger for den endelige karakter, og at der inden længe vil blive foretaget en vurdering. 

Til en eksamen vil der også være mange tanker der kredser rundt i elevernes hoveder, og det kan derfor være svært at fokusere. De fleste tanker vil ofte være “det går ikke”, ”hvad nu hvis jeg siger noget forkert? ”og “jeg skal få en god karakter!”. Samtalen mellem en elev og lærer til en mundtlig eksamen kan derfor blive meget påvirket af nervøsitet og frustration.

 

Til den mundtlige eksamen har eleven til hensigt at informere læreren og censoren omkring et selvvalgt emne. Dermed skal eleven også prøve at overbevise læreren og censoren om, at personen har styr på sit emne. Dette kan eleven prøve på ved at virke forberedt og alvidende.

Elevens sprog er også klart og tydeligt, og der vil ofte blive inddraget faglige begreber, som i mange situationer er nødvendige for at få en god karakter.

Elevens sprog til en mundtlig eksamen er formentlig ikke det naturlig sprog eleven taler til daglig, da eleven skal være formel og være i ”frontstage”.

 

Under samtalen mellem læreren, censoren og eleven, er det censoren, som har den største magt. Dernæst læreren og til sidst eleven. Censoren har den største magt, da denne person skal lave en vurdering af eleven uden nogen baggrundsviden omkring den enkelte elev. Læreren har også en stor magt, da personen også skal vurdere eleven, men her kender læreren dog mere til eleven, da det materiale eleven præsenterer er på baggrund af lærerens formidling af stoffet. Eleven har mindst magt, da personen ikke har nogen indflydelse på læreren og censorens vurdering, undtagen det materiale man som elev formår at fremlægge.

 

I løbet af en eksamen bliver der brugt informative sproghandlinger fra elevens side og ekspressive sproghandlinger fra læreren og censorens side. Dette kan opdages når eleven fremlægger sit materiale, som personen har fundet frem til, hvorefter lærer og censor udtrykker deres holdninger og meninger og til sidst giver deres endelig vurdering.

 

Skolemiljøet bærer altså på en del magtforhold og forudbestemte roller, som i mange tilfælde kan være værd at lægge mærke til. Disse forhold og genkendelige roller har eksisteret længe og vil formentlig vare ved endnu længere. Spørgsmålet er dog, om det er muligt at lave om på disse magtforhold og dermed skabe nye former for skolemiljøer og de situationer, som hører til? Eller vil disse roller og situationer vare ved i længere tid end vi overhovedet kan forestille os?