Simon Kvamm og Co. støver den danske sangskat af med ny forestilling

Foto: Emilia Therese

Af Amanda Birgit Hansen og Julius Eggen
20/02-2020

"Lyden af de skuldre vi står på” bunder i en nyskabelse af den danske sangskat. En sangskat kan så sandelig være en sjov størrelse, og når man skal forsøge at nytænke sange, som vi alle sammen kender, så skal man have tungen lige i munden. Simon Kvamm og Co har formentlig haft tungen lige i munden, i hvert fald i munden, for resultatet er intet mindre end fænomenalt. For ikke nok med, at folkene bag forestillingen formår at tviste og nytænkte de gamle sange, så har man samtidig en følelse af, at man befinder sig i et rum fyldt med genkendelighed. 

Forestillingen bygger på sange og salmer mange har og har haft et forhold til. Om man som københavner i Jylland er til barnedåb eller som nordjyde til begravelse på Lolland. 

Et forhold, der for størstedelen af os er svært eller distanceret til de sange og salmer, vi bliver konfronteret med til højtiderne og de festlige begivenheder i livet. Konfrontation af den kendsgerning, at vi mennesker i dag simpelthen bare har svært ved at synge med på de høje, lyse eller mørke toner i de sange og salmer, der er en del af vores danske musikalske arv og historie. 

Det er farligt for vores musikalske kulturarv og historie, når vi ikke kan relatere til den. Når vi egentlig bare utålmodigt venter på at sangene skal overstås, fordi de er for ekskluderende i deres udførelse og mening. Men det er langt fra tilfældet med “Lyden af de skuldre vi står på”. “Lyden af de skuldre vi står på” er et flere hundrede år gammelt ekko, i en ny fortolkning. En fortolkning, der er relaterbar for alle generationer. Og ja, også den unge. Sangskatten er altså hermed blevet opdateret og er med til at sikre salmebogens overlevelse lidt endnu. Den unge generation inviteres altså med ind i den danske sangskat. 

Lyden er appellerende og er en blanding af noget meget elektronisk og samtidig noget guitar. Det elektroniske går igen hos stemmerne til musikken. Flere af sangene bliver godt autotunet undervejs, men hvorvidt det skaber noget negativt til forestillingen, er svært at sige. For autotune bliver i den grad også benyttet i dagens musikbranche, og bliver af flere af nutidens kunstnere set som et instrument på højde med guitaren. Der hersker bestemt heller ikke nogen tvivl om, at det er lige netop det, Simon Kvamm har brugt det som, nemlig et instrument, der giver de gamle sange en nutidig dimension.

F.eks. bliver den gamle klassiker “Dejlig er jorden” af B.S. Ingemann, 1850til et elektronisk popnummer, der i denne nye forklædning vel nok kunne blive et P3-hit. Nummeret bliver opført i en fremtidsligende kny og kulisse, som giver en stemning af ikke at være til stede på Jorden. Forsangerne og danserne er i tætsiddende, sølvskinnende heldragter, og ser ud til at have “the time of their life”. Man har altså på tilskuerrækkerne en fornemmelse af, at de har det fedt, og det smitter i den grad af på en som tilskuer. 

Pludselig er denne salme, der ellers kræver rigtig god sangtræning for at undgå ens stemme ikke knækker over allerede i 3 strofe, til at synge med på. Man får lyst til at svaje fra den ene side til den anden under “la, la, la”. Og ikke mindst synge med på “deeeejlig er jooordeeen”. Et i den grad relevant budskab i vores tid med de truende klimaforandringer. 

For det er hvad Simon Kvamm, Marie Højlund og Co. med denne teaterkoncert har givet os. En hel ny dansk sangskat. Ikke ny- eller omskrevet, men remixet og tilpasset musikalsk til vores moderne og nutidige hverdag.

Det er en oplevelse af noget gammelt, vi tror, vi kender i en moderne fortolkning og remediering. 

Et element, der til gengæld ikke helt fungerede i længden, var operasangerindens indtog. Op til flere gange gav de ekstremt høje toner nemlig anledning til at tage fingrene op af slikposen og proppe dem langt ind i øregangene. Midt i en ellers flot og mindeværdig forestilling formåede den rutinerede operasangerinde at forstyrre den harmoni, der ellers fyldte salen det meste af tiden. Udover hvis det var intentionen at få de folk, der skulle være faldet i søvn til at vågne op, så var det altså ikke ligefrem et element, der fungerede helt optimalt.

Scenografien var enkel, farverig og i den grad gennemtænkt og stilfuld. Kulisserne og rekvisitterne var ikke en gåde for den enkelte at finde en mening med til de forskellige numre. De tilpassede sig årstiderne, der fint undervejs viste årets begivenheder, store som små, sorgfulde som glædelige. 

Alligevel, syntes meningen fjern, da scenen blev fyldt med dansende hybenhoveder til “Septembers himmel er så blå”. Men de bidrog alligevel med en humoristisk indspark til forestillingen, da forvirringen og mumlen spredte sig i salen. “Er det tomater eller hvad?” hviskede flere. 

For havde de blot været falske buske i baggrunden, var de slet ikke blevet bemærket af publikum. På denne måde legede man på mange tidspunkter med publikum, der flere gange måtte give sig hen i det (til tider) yderst abstrakte univers, som iscenesætter Nicolei Faber og scenograf Christian Albrechtsen, nu engang havde formået at kreere og forme på fornemste vis.

Der blev flittigt brugt lys i et fantastisk flot lysshow, der gav en overnaturlig, festlig eller dyster effekt. Alt efter om det var “Drømte mig en drøm” med et festligt og livligt lys eller ved “Solen er så rød mor”, hvor det skarpe hvide lys fik en pause, og det eneste, der oplyste scenen, var en brændende, rød sol. Det fik det dystre og angsten for det ukendte i nattens mørke til at stå tydeligt frem i sangen. 

Det kunne heldigvis mærkes, at forestillingen har fokus på lyden og ikke billedet af de skuldre vi står på. Hvilket i teaterverdenen i sig selv kan være ganske udfordrende. Men scenografien var en god støtte til forestillingen, der ligesom hjalp ens egen visualisering af de danske sangskatte med at blive understøttet. Titlerne og teksterne, der stort set alle mindst er 100 år gamle, blev visuelt oversat, på en måde den danske ordbog ikke på nogen måde ville kunne være behjælpelig med.

Er man derimod blevet nysgerrig på om operasangen nu var så slem, og hvordan de der tomat eller hybenhoveder helt præcist hænger sammen, så tag for guds (og din egen) skyld afsted og se denne fænomenale forestilling. ”Lyden af de skuldre vi står på” er ekstremt vellykket og en utrolig teknisk flot forestilling. Stort set det hele spiller, og de gamle salmer og sange har aldrig lydt bedre. Til sidst skal der lyde et tak til Aarhus Teater og hele teamet bag forestillingen for at give den danske sangskat et nyt liv.

*Manglende billede grundet tekniske problemer