En opvisning i hvordan man skaber forvirring blandt folk

En opvisning i hvordan man skaber forvirring blandt folk

Anmeldelse af “Lyden af de skuldre vi står på”

Af: Salka-Sofie Steinarsdottir & Carl-Emil Nørby Mortensen

21. Februar 2020

En kold tirsdag aften udenfor, en varm aften i salen hos Aarhus teater. Teaterkoncerten, som skulle udfolde sig på den smukke scene, havde titlen “Lyden af de skuldre vi står på”. Det var de gamle sangskatte, som var i fokus, og Simon Kvamm havde haft en hjælpende hånd ind over med eksempelvis remedieringen af dem. Med sange som ‘Dejlig er jorden’ og ‘Jeg ved en lærkerede’, som vækkede en stærk fædrelandsfølelse og nostalgi, skulle skuespillerne og sangerne underholde os de næste 2 timer. 

Det startede ud med nyfortolkningen af ‘I Danmark er jeg født’ af H.C. Andersen, hvorefter vi blev præsenteret for alle sangere i teaterkoncerten. De stod i gråt, brunt, laset, gammelt tøj og sang for fulde kraft den nyfortolkede version. Efterfølgende blev vi kastet igennem en masse nyfortolkninger af sangskattene, hvor scenografien, kostumerne og autotune spillede en stor rolle for vores oplevelse af teaterkoncerten. Det var årstiderne, der var det gennemgående tema. Livets årstider. Vi så alt fra dansende snekugler til dansende og syngende futuristisk klædte folk, men også mere realistiske ting; eksempelvis en gymnasiefest, hvor en mand sang ekspressivt, om hvordan han havde det. Men gennem stykket var der hverken en bestemt handling eller en udvikling blandt sangerne. Egentlig var det bare ét stort kaos.

Det tog heller ikke lang tid før en forvirret stemning bredte sig blandt os publikum. Det abstrakte billede, som de tydeligvis forsøgte at male, faldt til jorden. Autotune og kostumerne forvirrede mere end de gavnede. Et eksempel på dette var under nummeret ‘Jeg ved en lærkerede’, hvor tre kvinder iført tætsiddende gevandter og et fuglehoved dansede, sang og skræmte publikum, mens dannebrog flagrede i baggrunden. Vi kunne høre bag os to personer snakke sammen: “Hvad sker der?” udbrød den ene - og det var også den følelse vi sad med, allerede efter små 5 minutter af teaterkoncerten, og som fulgte os hele vejen igennem. Under nummeret ‘Agnete og havmanden’ så vi også et ældre ægtepar ryste på hovedet. Vi kunne nærmest læse deres tanker, og vi filosoferede egentligt over det samme. For er det egentligt okay sådan at ‘pille’ ved kulturen? Og om det var mænd i hyben kostumer eller en discokugle, der nærmest masede en sanger, er jo nærmest ligegyldigt - for det er garanteret at skabe kontrovers blandt publikum - for er det faktisk okay at rode ved gamle sange? Et etisk spørgsmål, som skaber stor debat. 

Så kort sagt: En teaterkoncert med alle de rigtige intentioner og virkemidler, som faldt til jorden grundet manglende handling, forklaring og et muligt fejlcast af publikum, som bestod af over 200 gymnasieelever. En masse flot scenografi, og autotunede, moderniserede versioner af sangene, kunne desværre ikke redde forvirringen, som os i publikum, sad tilbage med.

•