Samtalens arkitektur - Victoria og Sigrid

Lyden af det uforudsigelige

Af Nila Motlagh og Malie Køpke

Tirsdag aften blev der endnu en gang, åbnet op for dørene til Aarhus Teater med et brag. Simon Kvamms kreative remediering leverede endnu en gang, en succesfuld teateroplevelse, som man sent glemmer. 

Det velkendte og tilbagekommende navn, “Lyden af de skuldre vi står på” er en forestilling, som sætter tankerne igang. Det vellykkede stykke fornyer de kendte gamle salmer, som enhver dansker ville kunne kende tonen af. Forsangeren i bandet Nephew, Simon Kvamm, leger med de gamle salmers klang, til nyere versioner spækket med autotune.  

Den 14. februar, var der ikke en plads ledig. Stor sal var fyldt med mennesker, bogstaveligt talt fra gulv til loft. Spændte tilskuer sad i mørket og ventede på en livs omspændende oplevelse af sang og dans, hvilket de i stor grad fik. 

Af at stykket ikke indeholdt en eneste replik, og det heller ikke formede nogle budskaber, anede man dog i ny og næ en rød tråd, til de ørehængende salmer. 

Det der hjalp på vej til en større forståelse, var den fantastiske scenografi og de flotte skuespillere. De medvirkende gik i alt fra store snebolde kostumer til knald røde hyben hoved. Ikke et eneste kostume var overladt til tilfældighederne, og stjernerne i showet forlod scenen, lige så strålende som de kom.    

Et specielt nummer vi bed meget mærke i, var “Dejlig er jorden”. Den stille og trættende salme, fik virkelig et godt skub af Simon Kvamm, mod de fængende toner som ikke forlader en, selv hvis man ihærdigt prøver. Sangen var blevet fornyet på en moderne og kreativ måde, og minder mere om nutidens pop musik. De lyse stemmer har fået den helt store omvæltning, og ligger nu i den mørke dur. Man skulle næsten tro, at det intet godt gjorde for sangen, tværtimod mener vi, at det bringer nyt og fængende lys på de ørehængende melodier.        

Efter al den ros vi nu på sin vis har givet, bar vi dog også inde med et par ubesvarede spørgsmål. Vi forventede et teaterstykke, fyldt med replikker, dramatik og nogle enkelte sange, men til vores store forbavselse, var det bare sang på sang. Scenografien og kostumerne var dog det, som undrede os mest. Vi tog os selv i at tage os til hovedet, gentagende gange, og tænkte “hvad sker der her?”, af mangel på viden. De mange kostumer var svære at gennemskue, og gjorde andet end gavn.

Alt i alt synes vi dog, at instruktørens projekt var vellykket, set i det store perspektiv. Til trods for de mange forvirringer, var der dog til tider en optrædende rød tråd. Efter kun at have hørt de første par sange, var vi heller ikke i tvivl om, at det var musikken, som der var i fokus. De mange fornyede sange og de funklende kostumer, løftede hele salen op i en større helhed. Byens gader var nu fyldt med stykkets slutnummer, som alt i alt skabte en hel speciel stemning.